5. Tro

I fundamentet af din bevidsthed ligger troen. Der står skrevet: »Det ske dig efter din tro«. Men dette er ikke den tro, vi taler om, når vi tænker på religion eller på Gud (og det er i øvrigt to forskellige ting). Altså når vi taler om blind tro: som om vi er nødt til at tro på noget, når vi mangler viden, og når vi opnår viden, har vi ikke længere brug for tro. Nej, vi taler om Troen som sådan, om trossætninger, underbevidste, faste overbevisninger, som går forud for enhver viden. Om den tro, der bestemmer grundlovene for vores virkelighed. Og her er det vigtigt at indse, at vi alle, måske uden selv at være klar over det, tror på noget.

Nogle tror på videnskaben, på at mennesket er et højtudviklet dyr, nogle tror på religiøse dogmer, på en »bedstefar på en sky, som styrer alt«, nogle tror på magisk påvirkning… Men de fleste mennesker tror, uden at gøre sig det klart, ganske enkelt på, at verden er, som den er, sådan som vi ser, føler og måler den, og at den eksisterer uafhængigt af os, af hvad vi tænker om den, hvad vi ved om den – den er der bare. Og når vi ikke er her mere, vil den forblive den samme, vi vil blot ikke være i den. Dette kaldes »objektiv virkelighed«. Men det er ikke sådan, det forholder sig i virkeligheden, det er blot en trossætning, en dyb overbevisning, ubevidst modtaget i barndommen og rodfæstet gennem vane; de fleste mennesker tror simpelthen på denne »objektive virkelighed«, ligesom nogle tror på en »bedstefar på en sky«. Men sagen er den,

at formlen »det ske dig efter din tro« virker under alle omstændigheder: hvad Du tror på, det modtager Du. Enhver Tro, ligesom enhver sandhed, bekræfter sig selv gennem den ydre virkeligheds kendsgerninger. Enhver.

På det grundlæggende plan udgør vores virkelighed, som fysikerne udtrykker det, en kvantesuppe, det vil sige et »sammensurium« af alle mulige varianter af virkeligheden, og det er udelukkende vores perceptionsmønster – måden, hvorpå vi betragter vores verden, gennem hvilken prisme (af trossætninger og overbevisninger) vi opfatter den – der afgør den konkrete variant af virkeligheden, som vi udlever. Ja, disse varianter har forskellige sandsynligheder for at blive realiseret. Men som kvantekonceptet QBism (kvante-bayesianisme) fortæller os: »I din virkelighed sker der med størst sandsynlighed det, som Du tror (er så overbevist om), at Du er villig til at satse penge på det«. I din virkelighed sker det, Du tror på, »det ske enhver efter sin tro«, og kendsgerningerne og den viden, der ordner dem, er blot følger, der »stiger op« af den materielle virkeligheds kvantesuppe efter vores Tros mønster.

Med andre ord vil Du hele tiden ubevidst søge og finde bekræftelser på netop det, Du tror på. Spørgsmålet er igen blot, om din Tro, dine overbevisninger, gør Dig lykkelig? Måske overtog Du oprindeligt dine trossætninger ubevidst – fra mor og far, fra pædagoger og lærere, fra hele dine omgivelser, men nu kan Du træffe et bevidst valg. Kritisk gennemtænke de frugter, som

Du modtager fra dine nuværende trossætninger og overbevisninger og – nu bevidst – vælge det, Du i virkeligheden ønsker at tro på. Valget af Tro betyder valget af virkelighed og de love, hvorefter den fungerer.

Den, der vælger at tro på en »objektiv virkelighed«, underlægges automatisk denne virkeligheds love: ressourcernes begrænsning, nødvendigheden af at kæmpe for dem, konkurrencens love, hvor overlevelse altid vil stå over moral, etik, Kærlighed og retfærdighed. Den stærkeste overlever. Men der vil altid findes én, der er endnu stærkere, og som har færre moralsk-etiske begrænsninger. Men også han vil i sidste ende tabe – til den stærkeste modstander – den uundgåelige død. I denne virkelighed er der kun én garanti – garantien for at tabe, garantien for døden som et naturligt resultat. Og mens Du støt bevæger Dig mod denne forudbestemte slutning, er Du dømt til at lide, frygte og ikke elske. Eller leve på »smertestillende midler«, mens Du forsøger blot på en eller anden måde at aflede Dig Selv fra smerten over frygt og skuffelser – med mad, sex, underholdning, sport, kunstige spil, diverse kurser, træningsforløb, stoffer, alkohol…

Og dette er »objektivt«. For i den »objektive virkelighed« er der så mange ydre faktorer, uafhængige af Dig, at et tænkende menneske, hvis det tror på en »objektiv, uafhængigt eksisterende materiel virkelighed«, simpelthen er nødt til at føle frygt og konstant ængstelse over det umulige i at kontrollere dem alle. I en sådan virkelighed hersker der per definition frygt. Men

mennesket kan ikke leve i evig frygt; det strider imod dets sande natur. Og derfor er man nødt til at aflede sig selv med noget…

Og mange flygter fra denne frygt og disse lidelser »til Gud«, til en gud, som præcis ligesom den »objektive virkelighed« eksisterer adskilt fra Dig – en slags »bedstefar på en sky, som styrer alt«. Men det er som »den onde betjent« og »den gode betjent«. »Samme sag i en anden indpakning«. Nu skal Du så frygte ham. Og uophørligt finde ud af, hvad han vil have af Dig. Og her opstår der en mangfoldighed af religiøse egregorer, væsener, der ønsker at nære sig ved energien fra menneskers tro. For Troen er en kilde til liv, Troen er en kanal, ad hvilken energi overføres til det, Du tror på. Og om Du tror på Gud, på videnskab, eller på en tredje verdenskrig, eller på en præsident, der vil frelse alle, er i bund og grund uden betydning. Du overdrager frivilligt din livsenergi til noget i det ydre.

Dette betyder ikke, at Gud ikke eksisterer. Gud eksisterer. Gud eksisterer som det Højeste Potentiale i alt, i alt det værende, i alt, hvad der nogensinde har været, er og vil blive, og samtidig som dets Kilde. Og til alle tider har der været mennesker, som viede sig til at tjene dette Menneskehedens og hele Livets Højeste Potentiale og definerede dette Højeste Potentiale som Ubetinget Kærlighed, Evigt Liv, der triumferede over døden, Højeste Forstand, Højeste Visdom, Højeste Kraft og Højeste Vilje, den Højeste Årsag og Altets Kilde, og endelig den Højeste

Tiltrækningskraft i bredeste forstand. Sådanne mennesker, der viede sig til at tjene dette Højeste Potentiale, blev kaldt helgener. Og disse mennesker etablerede deres egen tidløse og udenreligiøse kontakt med dette Højeste Potentiale og berigede med deres tjeneste og Tro alle eller en specifik af Hans egenskaber: Nogle optrænede Viljen (ved i 40 år at stå i bøn på en søjle eller en klippe), andre Kraften til at beherske materien gennem tro (»Og har I tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra derhen! og det vil flytte sig«), andre erhvervede Visdom ved at styrke Forstanden og ophøje den til Ånd, til Ånden som bevidsthedens Højeste form. Nogle disciplinerede sindet. Nogle fostrede Frihed fra kroppens frygt og begrænsninger, fra kropslige afhængigheder. Nogle fuldkomnede Kroppen. Nogle udvidede Sjælens spektrum. Nogle optrænede Energien. Nogle erhvervede Kærligheden.

Ja, dette er også Tro. Men denne Tro, viet til det Hele, det Ene og udeleligt Værende, som til alle tider etablerede sin egen Levende Kontakt med den Levende Tidløse Gud og nedlagde sine opnåelser i Åndens Ene Skatkammer, denne Tro, den Levende Tro, skabte vores alles Højeste Potentiale, som enhver, der ønsker det, en dag vil få adgang til – og ikke længere i kraft af egne fortjenester, men af Højeste Nåde, vævet af disse hellige menneskers uegennyttige Samlede Bedrift, som gennem hele menneskehedens historie har formet sig til Billedet af den Ene Gud og Hans Kærlighed til os, Hans Nåde som Vores Ene Fader-Moder mod Sine børn.

Og denne Tro skaber i kraft af sin universalitet det Højeste Potentiales kollektive virkelighed, Paradises kollektive virkelighed.

Hvert eneste af disse mennesker brugte sine skrøbeligheder, sine begrænsninger som affyringsrampe og opbyggede Troens kraft og ønskets kraft (og ønsker er yderst vigtige, som vi vil se i næste kapitel) uden at vende sig bort fra egen svaghed og frygt og uden at forsøge at glemme sig selv i »smertestillende midler« som andre mennesker, men ved at se dem åbent i øjnene og dagligt udføre den bedrift at overskride disse grænser, idet de viede resultaterne af denne bedrift ikke til sig selv personligt, men til hele Menneskeheden, til Dets Højeste Potentiale, til Det, vi kalder den Ene Gud, den Ene Fader-Moder, den Ene Ånd, i bevidstheden om, at alle disse højere egenskaber vil nå deres kritiske masse ikke nu, ikke i dette sekund, men i fremtiden (»den kommende tidsalder«), i en kvalitativt Ny Bevidsthed, Som en dag vil erkende Sig Selv som Årsagen til alt. I Skaberens Bevidsthed.

Og se, denne fremtid er kommet. En dag – det er Nu.

Du vil spørge: Hvorfor kan man ikke bare tro på sig selv? Det kan man også. Men sammenlign: Troen på sig selv som et særskilt væsen og Troen på Sig Selv som en enestående manifestation af den Ene Gud, det Ene Liv, der har legemliggjort Sit Højeste Potentiale og fortsætter med at udvide Det i hvert eneste øjeblik gennem alle Sine enestående

manifestationer, hvoraf hvert Guds barn, enhver skaber af sin virkelighed, uophørligt i hvert øjeblik fortsætter med at udvikle de talenter og gaver, han eller hun har modtaget fra den Ene Ånd-Fader-Moder, og yder sit daglige bidrag til forøgelsen af dette Højeste Potentiale for til gengæld at modtage en Fornyet Version af det Ene Højeste Potentiale, frembragt af alle børn og partikler af det Ene Legeme i hvert øjeblik af det Ene Nu.

Indrøm, at troen på sig selv som en særskilt bærer af bevidsthed, begrænset af sin erfaring, og Troen på Sig Selv som en enestående manifestation af den Ene Gud, Som i Sig optager den Ene Tidløse Bevidstheds Ene Højeste Potentiale, båret frem af hele Menneskeheden – er to forskellige ting.

Hvordan tror man så på Sig Selv, på Sig Selv som skaberen af sin virkelighed, sig selv ikke adskilt fra det Hele, men som en gud og et elsket barn, en enestående manifestation af den Ene Gud i din enestående menneskelige form?

Troen er jo tæt forbundet med ønskerne. Vi tror på det, vi ønsker at tro på. Og omvendt: Vores ønsker bestemmes af vores overbevisninger. Lad os se nærmere på den livgivende kraft i dine ønsker.