7. Følelser

Set fra den hverdagsagtige bevidstheds synsvinkel forekommer det os, at vore følelser (fornemmelser, emotioner og sjælelige oplevelser) afhænger af ydre omstændigheder: af fare opstår frygt, af et hårdt ord – krækelse, af en begået fejl – skyld, af mødet med den elskede – kærlighed, af børns »dårlige opførsel« – irritation osv.

Men set fra Skaberens Bevidsthed er det lige omvendt – i vor bevidsthed findes der allerede underbevidste (ubevidste, automatisk aktiverede) programmer til at udløse de eller hine følelser og emotioner. Man kan kalde dem følemønstre. Og det er netop følemønstrene, der frembringer ud af den »kvantesuppe« (tiltrækker ind i vor virkelighed) de tilsvarende omstændigheder: frygt frembringer farer og trusler, forurettelse – krænkeren, skyld – fejl, skam – beviser på Din ubetydelighed, vrede vil finde nogen at rase mod, had vil finde sig en fjende osv.

Følelserne er primære, og de ydre omstændigheder er sekundære. Forandr Dine følelser, og Du vil forandre Din virkelighed.

Denne mekanisme er meget tæt forbundet med både mekanismen for vore overbevisningers legemliggørelse og med ønskernes fysik. Nogle overbevisninger frembringer visse følemønstre, andre overbevisninger – andre. Som vi allerede har sagt, er troen på

en objektiv virkelighed, som eksisterer uafhængigt af os, forbundet med oplevelsen af en mængde frygt: frygt for døden, frygt for livet, frygt for fordømmelse, frygt for at fejle, frygt for konflikt, frygt for at stå uden penge, frygt for at blive syg, frygt for fysisk og følelsesmæssig smerte, frygt for morgendagen, frygt for forandring, frygt for børnene, for deres fremtid, frygt for nye begyndelser, frygt for frygten…

Som resultat heraf koncentreres alle vore ønsker om ønsket om at sikre sig selv og sine kære, at beskytte mod alskens frygt og trusler, hvilket under den »objektive virkeligheds« vilkår per definition er umuligt. Og jo mere vi forsøger at beskytte os (tjene flere penge, opnå mere kontrol, magt over andre mennesker osv.), desto flere anledninger til bekymring får vi, og truslernes omfang vokser tværtimod. »Jo højere Du flyver – desto hårdere falder Du«.

Troen på, at vi selv, med vor bevidsthed, skaber vor virkelighed, opløfter os derimod, åbner os for vide muligheder for inspiration og skabelse, for interesse for os selv, idet den vækker en lidenskab for at søge og udforske Årsagen i sig selv, for selverkendelse, og giver os muligheden for at lære at aktivere netop de følelser, vi ønsker at erfare, idet den flytter vort sinds opmærksomhedsfokus fra »ydre« tænkning, analyse af ydre begivenheder, mod iagttagelse af indre tilstande og selvrefleksion. Troen på, at vi i enhver henseende er skabere, ansporer os til at lære at beherske os selv, idet vi gradvist svækker (og derefter helt slukker for) reaktionsprogrammerne på ydre

stimuli, og omvendt tilegner os færdigheder i bevidst at samskabe vor tilstand – ved Sandhedens levende ord, i bøn, meditation, sindets disciplin, bevidst iagttagelse og forvandling af vore følelser, helt frem til oplevelsen af Betingelsesløs Kærlighed og alle Hendes nuancer: fra den fine sjælelige bæven til Guddommelig Nåde og Enhed med alt, der er til.

Skaberens Bevidsthed giver os en sådan frihed til skabende selvudfoldelse og åbner os for sådanne perspektiver af Højeste Nydelse gennem bevidst styring af vor tilstand, at vore ønsker om kap tilskynder os til udelukkende at beskæftige os med dette: stadig dybere og bredere at udfolde vore skabende muligheder, vore talenter, at lære os selv at kende, at mestre stadig nye redskaber til bevidst skabelse og udvide arsenalet af redskaber til bevidsthedsarbejde, så det vokser til et helt træ af Bevidsthedsteknologier, i sandhed et Livets Træ, hvis sødeste frugt bliver Kærlighedens Teknologi. Hvorfor Teknologi? Fordi vi nu kan aktivere og skabe Kærlighed bevidst ved at styre vor bevidsthed. Der er nøgleskridt, som giver et garanteret resultat, når vi tager dem. Hvad er det, om ikke teknologi?

Ja, denne teknologi, Kærlighedens Teknologi, kræver af os, at vi først mestrer mangfoldige fundamentalt nye færdigheder, »Skaberbevidsthedens finmotorik« – at disciplinere vort sind ved at flytte opmærksomhedsfokusset over på følelserne, at lære at styre vor energetiske

tilstand, lukke for lækager og øge tilstrømningen af livsenergi, opretholde bevidsthedshygiejne, bevidst vælge troen på fuldkommenheden i alt det, der sker, gang på gang tage Skaberens Ansvar tilbage i enhver situation og under alle omstændigheder, opnå en stabil indre dialog med de Højeste, tidløse aspekter af sit Selv (Overbevidstheden, Den Ene Sjæl, Den Ene Ånd, Gud Fader-Moder, Kristusbevidstheden, forfaderguderne og vejlederguderne, med sit Højere Selv), søge og finde Årsagen til alt, hvad der sker, udelukkende i sig selv, dagligt udvikle sine talenter med nydelsens og ikke pligternes kompas som pejlemærke – kort sagt, lære at leve ud fra Glæde, og ikke ud fra frygt og skyldfølelse (»og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere«) og mange, mange andre vigtige og efter deres indre kraft og virkning mægtige, men efter indre fornemmelse meget lette – kort sagt, storslåede og herlige – bevidsthedsfærdigheder, – derfor vil alt dette tage nogen tid, så vær ikke for streng og krævende mod Dig Selv på denne vej, for i sidste ende retfærdiggøres alt dette af adgangen til de Højere realiteter og den Højeste Nydelse, der er egen for vor gudmenneskelige natur – Den Absolutte, Betingelsesløse, Evige Kærlighed.

Og det allervigtigste ved denne Teknologi, Kærlighedens Teknologi, er, at vi kan skabe Kærlighed, i sandhed et Levende Paradis, midt i ethvert helvede, og ophøje enhver smerte, lidelse og bekymring til deres højeste potentiale – nye og nye

facetter af vore talenter og nuancer af Den Guddommelige Kærligheds grænseløse Regnbue.

Det formår kun guder. Og vi to vil lære det, Min elskede ven.

Det ligger i Din natur. Du behøver blot at ønske det inderligt og fordre det. Fordre Din vej. Erklær Din Guddommelige vilje til at vinde Åndens frihed, udfolde den Indre Sandhed og mestre færdighederne i Den Absolutte, Betingelsesløse, Evige Kærlighed!

Altså, følelserne er primære, og de ydre omstændigheder er sekundære; den ydre strøm af begivenheder er blot kulisser, hvori de følemønstre, vi har vænnet os til, udfolder sig. Med hensyn til det tidligere spektrum af følelser (vrede, forurettelse, skyld, frygt, skam osv.) kaldes disse følemønstre ofte for emotionelle ladninger. Disse indre emotionelle ladninger dannes hos mennesket meget tidligt, i barndoms- og ungdomsårene – som følge af oplevede emotionelle traumer, og i det efterfølgende liv reproduceres de cyklisk, idet de atter og atter vækker de samme emotioner i os, blot måske med nye mennesker og under nye livsomstændigheder. Kulisserne skifter, oplevelsernes væsen forbliver det samme – indtil mennesket begynder at søge og anerkende årsagen til alt, hvad der sker, i sig selv og kun i sig selv – begynder at beskæftige sig med

selvrefleksion, selverkendelse, opdager disse »ladninger« og »uskadeliggør« dem.

Og som det siges i den vittighed: »det vil tage fem år i psykoterapi«. Men med Gud, med vor bevidstheds Arkitekt, tager denne vej, helbredelsens vej, blot få minutter, ja endda øjeblikke. Det er netop til denne helbredelse, forvandling og transformation af vor bevidsthed, at vi behøver Gud. Ikke for ustandseligt at rydde op i negative følger, men for at fjerne selve årsagen. Det er først og fremmest herimod, vor bøn bør være rettet:

»Herre, vor Fader, lær os i alt og altid, under alle livets omstændigheder, at søge årsagen i os selv og kun i os selv – og når den er fundet, at rette den«, –

tilskynder arkimandrit ved Treenigheds-Sergius Lavraen, Fader Kirill (Pavlov), en nutidig helgen og undergører, os. Og meningen med denne »rettelse« er ikke at lave sig selv om, men at tage Årsagen på sig i sig selv, tage Skaberens Ansvar for sine skaberværker på sig, mestre sig selv, tage magten tilbage til sig selv, og aldrig mere ved sin tro overgive den til ydre objekter, ydre årsager, ydre kulisser, hvad enten det er mennesker eller »objektive omstændigheder«.

Den gode nyhed – og det inspirerende element i dette indre arbejde – består i, at vi til sidst

opdager, at hele vor erfaring er fuldkommen, og at selv disse oprindelige »barndommens emotionelle traumer«, eller, som psykologerne udtrykker det, »rodepisoder«, hvori de eller hine emotionelle ladninger tog form, var lagt deri efter vort eget ønske, var »planlagt« af os på forhånd, af vore højere aspekter, af vort Guddommelige væsen, som en sjælelig erfaring nødvendig for dens tilblivelse og opnåelse af visdom. Al denne »mangel på kærlighed i barndommen«, som psykologer så ofte taler om, var mesterligt iscenesat, for at vi, efter at have gennemlevet et vist antal gentagelser af negativ erfaring og uden at finde nogen ydre løsninger, kunne vende os indad og lære at generere Kærlighed, at skabe Hende selv, frem for at løbe omkring med udstrakt hånd og trygle om kærlighed hos andre, der er lige så fattige som os selv – forældre, partnere, ægtefæller, venner…

Netop ud fra erfaringen af vor følelsesmæssige gennemlevelse af afmagt, frygt, skyld, adskilthed, lidelse og kamp – ud fra erfaringen af vor åndelige fattigdom, skam over egen ufuldkommenhed, trældom under alskens laster og afhængigheder – fødes ønskerne om åndens styrkelse: ønsker om at opnå Højeste Kraft, Højeste Frihed, Højeste Vilje, Højeste Fornuft, Højeste Frygtløshed, Højeste Nydelse, Enhed, Helhed, Samklang og Kærlighed – alle de egenskaber, som vi tilskriver Gud som vort udviklings Højeste Potentiale. Og som vi nu ved, er alle ønsker allerede opfyldt; det handlede blot om, at disse ønsker skulle fødes i os og vokse sig stærke. Derfor

tak for det til alle vore barndomstraumer og alle de vanskeligheder, vi har mødt på livets vej. Og netop vor intense sanselige erfaring, især den negative, tjente til at styrke disse ønsker. Derfor også tak til alle vore »negative« følelser, som tvang os til at vende os indad, søge og finde (eller rettere, ved vor tro skabe) Årsagen i os selv. Skaberen i os selv. Gud i Sig Selv.

»Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres«, – siger Kristus i Bjergprædikenen.

Åndens fattigdom, når den erkendes af os, frembringer i os de tilsvarende ønsker, ønsker »ud fra det modsatte«. På den anden side er ønskerne allerede opfyldt. Det eneste, der resterer, er at fordre resultatet og favne det fuldt ud, at favne sit Højeste Potentiale ved at kalde Det ved navn. Og her bevæger vi os mod vor bevidstheds tinde, mod vort »tag«. Som i øvrigt, uden en sådan fundamental forberedelse med hensyn til det bevidste valg af sin tro, anerkendelsen og samstemningen af sine ønsker og omskrivningen af sine følemønstre, kort sagt uden anerkendelsen af den kendsgerning, at enhver af os (med sin bevidsthed) selv skaber sin virkelighed, let kan »skride« – under den moderne ustabilitet i den omgivende virkelighed – hvis fundamentet for vor bevidstheds bygning pludselig skulle vise sig ikke at være stærkt nok. Fundamentet er lagt, murene er rejst, vi går videre til taget…