17. Fornøjelse

Det var almindeligt antaget, at nydelse var noget forkert, umoralsk, skamfuldt. At hvis vi taler om spiritualitet, om Kærlighed, om hellighed og om Gud, så handler det uvægerligt om lidelse og store pinsler.

Gud er først og fremmest Nydelse. Kristus efterlod os 10 bud. Og dette handler ikke om »du må ikke dræbe og du må ikke stjæle« – det er Mose bud, Det Gamle Testamentes Bud. Men Kristus efterlod Det Nye Testamentes 10 bud. Heraf er 1 bud om Kærlighed og 9 Saligprisninger. Og hvad er Salighed? Salighed er den højeste grad af nydelse.

Kristus viser os blot en særlig vej til Nydelsen. Ikke den, vi er vant til. Han siger – der er forskel på nydelse og nydelse, og den nydelse, hvormed Du frydede Dit legeme gennem ydre kilder: frådseri, begær, utugt, alkohol, stoffer, forlystelser, magt over andre – ødelagde Dig og åd bogstaveligt talt Din energi (som, lad mig minde Dig om, blev givet Dig til 120 år, mens Du stræbte efter at bruge den – alt sammen – på en weekend)). Og nydelse kunne det knap kaldes; ydre fornøjelser efterlod altid en bismag af utilfredshed, Du fik aldrig nok, Du forventede altid mere af dem – i forventningens glæde, men i sidste ende blev Du skuffet. Og for hver gang blev en sådan nydelse

mindre og mindre nydelsesfuld, mere og mere mat, indtil den svandt helt ind. Selve evnen til at nyde gik tabt. I sandhed var det bitterhed i en sød indpakning.

Men der findes en sådan Nydelse, siger Kristus, en Højeste Nydelse, som er Din natur iboende – som ikke afhænger af noget ydre, og som ikke blot er mere kraftfuld end alle de ydre fornøjelser, Du har kendt – en sådan, som er sand nydelse-Nydelse, nydelse i Salighedens potens, og den bringer ikke blot en følelse af fuldkommen tilfredsstillelse og fylde, men bliver for hver gang stadig mægtigere og mere mangfoldig. Dette er Nydelsen af den Sande – absolutte, betingelsesløse, evige – Kærlighed, følelsen af Guddommelig Kraft, samklangen med Selve Sandheden – Nydelsen ved foreningen med Din Guddommelige natur, med Gud, med selve Kilden til Nydelse indeni Dig.

Det er netop denne tilstand af Salighed, Kristus kalder Guds Rige, og Han tilføjer udtrykkeligt, for at vi ikke skal tvivle på, at dette handler om en indre tilstand og ikke om et ydre, mytisk paradisland:

»Thi se, Guds Rige er inden i jer.«

Ja, denne Nydelse kræver en vis anstrengelse fra vores side, en viljesakt, og derfor siger de hellige fædre om den, at det er sødme svøbt i en bitter indpakning. Men tænk efter: vilje, herredømme over Sig Selv, er i sig selv en

frydefuld ting. I sidste ende får vi den fuldkomne formel: nydelse, som forøger Nydelsen. Vilje er nydelse; ikke uden grund er ordet »vilje« på russisk også synonymt med frihed. Vilje er nydelse, for det er så skønt at mærke, at ingen ydre fristelser behersker Dig, at Du selv råder over Din opmærksomhed, Dine kropslige drifter og formår at rette dem mod det, Du har brug for, og ikke hvad Din mikroflora og Dine hormoner (læs: dæmoner) kræver. Det er så saligt at være sandt fri, at føle denne frihed, at nyde denne frihed! Sand Frihed i stedet for den illusion, som penge og ydre magt giver. For i virkeligheden er penge og ydre magt blot en måde at tilfredsstille slaviske lyster på. Til Sand Frihed og sand Nydelse behøves hverken det ene eller det andet – hverken penge eller magt – til Sand Frihed og sand Nydelse behøves kun herredømmet over Sig Selv.

Og netop for denne Nydelses skyld forlod de hellige verden, gik ind i askesen, fastede, udførte uophørlig bøns dåd, pælesidning og vågenætter – for Nydelsens skyld, den Højeste Nydelse ved foreningen med Gud indeni Sig Selv. Og takket være deres tjeneste, som vandt denne Nåde, denne Salighed i al dens Guddommelige fylde, og gennem generationer fyldte Åndens Skatkammer til netop denne tid, hvor Du og jeg er så lykkelige at leve, den tid, som de hellige fædre og Kristus Selv kaldte »den kommende tidsalder« – takket være de helliges samlede

bedrift, tilfalder denne Nydelse os – i dag – næsten kvit og frit.

Fra Dig kræves blot at erklære Din vilje ved at modtage Kristi Kærlighedsnadver og i forening med Gud i Dig rense Dit legeme og Din sjæl – med ydre faste, ydre afholdenhed, men i det indre – med en Sand fest for Sandheden og Ånden, med Det Levende Ord af den Guddommelige Nærværelse i Dig, Det Levende Ord af den Indre Dialog med Gud, Kærlighedens Nydelse, som søger sin lige i rigdommen af oplevet dybde, styrke og mangfoldighed af nuancer – fra sjælens bæven til Ekstatisk Salighed og Sandhedens Guddommelige Nåde, som i Det Ene Nus øjeblik, i handlingen af Forening med alt Værende, åbenbarer for Dig hele Tilværelsens flerdimensionelle og flerverdenslige panorama. Guds Væren, Åndens Væren, hele Skaberværkets Væren, som – i dette øjeblik ser Du det klart og oplever det med hele Dit væsen – i sin helhed rummes i Dig. Thi Vi Er Ét.

Gud er Nydelse. Og Gud, som Vores Samlede Højeste Potentiale, skænker Dig denne Nydelse, ikke efter Dine individuelle fortjenester, men af Guds Nåde, idet Han frikøber Din sjæl, Dit legeme og Dit sind fra alle lidelser, frygt og smerte, fra al denne syndens ufrihed og afhængighed af det ydre, fra de påtvungne og ubevidst optagne trosforestillingers og overbevisningers fængsel – befrier gennem den enkle handling ved Nadveren i Sin Guddommelige Bevidsthed, og ved erkendelsen og modtagelsen – fra

Din side – af dette Kristi Forsonende Offer, den Kollektive Kristus, som døde for hele Menneskehedens synder, for alle menneskets erfaringer med at fjerne sig fra sin sande natur, som døde som det gamle menneske og opstod som Det Nye, Guddommeliggjorte og Hellige Menneske – opstanden til Det Evige Liv og den Evige Nydelse af Kærlighedens, Kraftens og Sandhedens Guddommelige egenskaber og det Evige medskaberskab med Faderen i Moderens uudtømmelige Overflod – opstanden i Dig, Min elskede ven.