10. Ord og sprog

Sagen er den, at vort sprog og de navne (substantiver og adjektiver) – ord i det hele taget – som fylder det, bestemmer strukturen af vor virkelighed, idet de som armeringsjern binder hele vor bevidstheds bygning sammen. Alle vore trosforestillinger og domme, alle ønsker, følelser og tanker, alle fænomener og objekter, som vi udskiller fra virkelighedens »kvantesuppe« og kalder til live, formes omkring de ord, vi har til at beskrive dem. Intet ord – intet fænomen.

Dette kan meget tydeligt iagttages på dannelsen af den omgivende virkelighed omkring det nyfødte barn. Før bestemte ord indlæses i barnets bevidsthed, er verden omkring det til stede i slørede konturer. For at se en stol eller et bord eller et skab i den behøves ordene: »stol«, »bord«, »skab«, omkring hvilke der formes tredimensionelle billeder af disse objekter i hjernen. Samtidig vil barnet endnu længe ikke selv begynde at udtale disse ord, men de indlæses allerede i dets bevidsthed som en færdig vidensbase. Denne proces igangsættes af sproginstinktet (ifølge Steven Pinker), en automatisk proces indlejret i DNA'et på samme måde som instinktet til at die, kravle, gå osv. Mennesket modtager automatisk sprogfærdigheden, ligesom edderkoppen modtager færdigheden til at spinde spindelvæv, og bæveren færdigheden til at bygge dæmninger.

Når sproginstinktet tændes hos et barn, modtager det sit »grundsæt« af verden – efterhånden som de tilsvarende ord indlæses i dets bevidsthed fra den genetiske hukommelse, overleveret af dets forfædre, og senere udvides dette »grundsæt« – i takt med at mennesket tilegner sig nye og atter nye ord.

»I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud, og ved det blev alt til, som er blevet til, og uden det blev intet til, som er blevet til.«

Dette er sagt om alle fænomeners kvantenatur. Vor virkelighed bestemmes af vore trosforestillinger, ønsker, følelser og tanker. Men vi tænker i ord, vi føler kun de følelser, til hvis beskrivelse vi har definerende ord, vi ønsker i billeder, som formes af ord, vi tror på komplekse abstraktioner, som kun lever i kraft af de ord, der fylder dem. Ved ordet blev alt til, som er blevet til, og uden ordet blev intet til, som er blevet til.

Så længe der i dit ordforråd ikke findes et bestemt ord, der svarer til et fænomen, kan Du ikke udskille dette fænomen fra kvantesuppen, ikke se det, ikke erkende det som en helhed, idet Du fatter dets bestanddele som en helhed, Du kan ikke gennemleve det. Dette fænomen eksisterer ganske enkelt ikke for Dig.

Så længe ordet »Nåde« ikke findes i dit ordforråd, er Du ude af stand til at gennemleve denne Nåde, at mærke den. Før Du kalder dine følelser ved navn, kan Du ikke beherske dem. De behersker Dig, ikke Du dem. Og Du forstår end ikke, gør Dig ikke regnskab for, hvad der sker med Dig i vrede, frygt, nag, skyld – disse følelser bestemmer dine beslutninger og handlinger, driver Dig til forhastede slutninger og gerninger, og Du er ikke engang bevidst om, at Du styres, at Du er i trældom under dem. Og i det hele taget: Før Du får en beskrivende model af din bevidsthed, det vil sige et sæt af ord, hvorigennem selve bevidsthedens struktur åbenbarer sig i din bevidsthed, vil Du være ude af stand til at styre den. Den vil blive styret af den, som besidder en sådan struktur i forhold til din bevidsthed. Gud, eller djævelen, eller manipulatorerne fra selskabernes reklameafdelinger og massemedierne.

På denne måde – ved hjælp af ord – er absolut alle fænomener i vor verden indrettet, idet de på kvanteniveau danner vor materielle virkelighed – fra den individuelle til den gruppemæssige eller kollektive virkelighed.

For gruppe- og kollektive virkeligheder er sproget ansvarligt – som et komplekst organiseret system af ord og de billeder, der korrelerer med dem. Hvert sprog er unikt, og i hvert sprog ligger dets eget såkaldte sproglige verdensbillede – en model over verdensordenen, en skabelon for tilegnelse af virkeligheden.

»Et folks sprog er dets ånd, og folkets ånd er dets sprog, og det er vanskeligt at forestille sig noget mere identisk.« (W. von Humboldt)

Den sprogvidenskabelige forskning har opdaget, at sproget er en »symbolsk nøgle til adfærd«, fordi vor erfaring fortolkes gennem det konkrete sprogs prisme og mest tydeligt manifesterer sig i samspillet mellem sprog, tænkning, virkelighedsopfattelse og de adfærdsmønstre, som denne opfattelse dikterer.

Det mest berømte eksempel er knyttet til antallet af ord for sne i forskellige sprog. I inuit-sprog findes der op til flere dusin forskellige ord til at betegne forskellige slags sne, mens de på engelsk alle er forenet i ét ord »snow«.

»Vi opdeler naturen efter linjer, der er udstukket af vort modersmål.« (B. Whorf)

Således formes vor virkelighed af vort verdensbillede, det vil sige vore forestillinger, trosantagelser, overbevisninger, som ikke er forstenede, men i stand til at forandres gennem refleksion (bevidstgørelse og vor individuelle fortolkning af personlig erfaring), som ligeledes finder sted ved hjælp af ord og orddannede billeder samt det sproglige verdensbillede, vi har antaget.

Når man forbinder disse lingvisters konklusioner med fysikernes konklusioner om virkelighedens kvantenatur, kan man drage den slutning, at vort sprog bestemmer vor virkelighed. Med en parafrase over B. Whorf kan man sige:

Vi skaber naturen og den omgivende virkelighed efter linjer, der er udstukket af vort modersmål.

Vi skaber vor virkelighed ved hjælp af ord og sprog. Og hvor god eller dårlig den er, afhænger af, gennem hvilket prisme af et verbalt-sprogligt verdensbillede vi opfatter den, og dermed skaber den. Kristus siger herom således:

»For på dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.«

Altså, at nævne ved navn vil sige at beherske et fænomen eller kalde det til live, at etablere kontakt med det på kvantevirkelighedens niveau. Forskellige navne giver nøgler til forskellige fænomener. Derfor, hvis vi ønsker at etablere kontakt med Gud, er det vigtigt for os at kende Hans »rette« navn. Eller således: Ved hjælp af Guds forskellige navne får vi adgang til Hans forskellige aspekter, læs: sæt af kollektive trosforestillinger. Allah kræver tilbedelse, Krishna kræver pligtens opfyldelse, et godt sindelag og lydighed, Jahve vredes over budenes overtrædelse og straffer.

Jesus Kristus som Frelserens billede, Frelseren, Guds hypostase, som frikøber os fra mørkets trældom: frygt, nag, skyld, skam over egen intethed og det hovmod og det overmod, der dækker over den, vredagtighed, overtro, tvivl der sønderriver os indefra, den duale bevidstheds indre splittelse, mangel på helhed, troen på en objektiv verden fuld af farer og på nødvendigheden af kamp for overlevelse, troen på uundgåeligheden af lidelser og død – Kristus som Bevidsthed, Kristusbevidsthed, som en bro, som en vej, der fører os ud til lyset, til Kærligheden, til Enheden og Helheden – til Himmeriget i vort indre, som Guds Ånd, der fylder os med Kraft, Visdom, Sandhed, Frihed fra frygt og løgn – Kristus som Menneskesønnen, der indefra forener os med Vort Kollektive Højeste Potentiale, opsamlet af hele Menneskeheden, og således gør os til guder, idet Han fører os ind i det Evige Liv – en sådan Kristus er et enighedens punkt. Dette er enighedens punkt for alle trosretninger og religioner.

Jesus Kristus er et enighedens punkt. Det er Gud Selv, som blev menneske, for at mennesket kunne blive gud. Eller det er profeten Isa, som Gud sendte til muslimerne for at lære menneskene den Højeste Viden og sender igen ved tidernes ende, når de vil være rede til at modtage denne Viden i al dens fylde. Eller det er Messias, som jøderne stadig venter på som Fører og Befrier fra Guds vrede. På den ene eller den anden måde er dette en kollektiv Tro, som har skabt og legemliggjort Sig selv. Dette er en Levende Tro, et Levende Ord, som taler til menneskene, til hver enkelt af os, på vegne af Vort Højeste

Potentiale. Dette er en Levende Sandhed. Og Sandhed er en sådan sandhed, som forøger Dig, forøger Livet, forøger Kraften, forøger Kærligheden, det vil sige forener Dig med Gud som den indre kilde til Liv, Kraft, Kærlighed. Ikke enhver sandhed er Sandhed. Men kun en sådan, som forøger Livet.

Det er grunden til, at vi henvender os til Kristus som til den Evige (tidløse) Indre Vejleder, Læreren, som lærer os at være bevidste skabere af vor virkelighed, guder i kødet.

»Og hvis I har en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra derhen! og det vil flytte sig efter dit ord,« siger Kristus.

Kristus er et enighedens punkt og vor – frembragt af kollektiv Tro og helgenernes anstrengelser – måde at forandre vor bevidsthed på. En måde at beherske Sig selv på. Vor måde at blive bevidste skabere af vort univers på. Af hele skaberværket.

Kristus gør os til guder, guder og børn af den Ene Gud. Thi hvis man tænker efter: Hvem af os er rede – sådan lige med det samme, knap nok havende erkendt Sig selv som gud – til at bære det fulde ansvar for skabelsen af hele denne verden? For fuldkommenheden af sit legeme i alle dets detaljer, af sin mangefacetterede sjæl, af sin bevidsthed i dens helhed, af hele den kollektive virkelighed – af alt, hvad der sker og

nogen sinde er sket og endnu vil ske i verden… for fuldkommenheden af Selve Kærligheden?

Vi behøver den Ene Gud, Gud Fader, som med Sit blik opretholder den fælles Ene virkelighed med dens grundlæggende love – for fysikken og bevidstheden. Bevidsthedens fysik. Vi behøver den Ældre Broder og Vejleder, Kristus, som fører os ad selvbeherskelsens vej, ad tilegnelsen af vort Højeste Potentiale – den Guddommelige Kærlighed som Højeste Kraft, Højeste Vilje, Højeste Forstand og Visdom. Vi behøver Guds Moderen, som tror på os som på guder, selv når vi ophører med at tro. Gud-fødersken – Moderen, som ved sin Tro føder os som guder igen og igen, styrker os i den absolutte, uforbeholdne Tro på os selv, og ved Sin evige jomfruelighed minder os om, at vi ikke fødes af et modersskød, men af Skaberens Bevidsthed, af Gud – i forud forberedte avatar-legemer. Vi fødes ved en Nadverhandling, en Delagtighed i Kristus, det vil sige ved foreningen af det menneskelige legeme og sind med Kærlighedens Guddommelige Bevidsthed.

Dette er Kærlighedens Nadver. Foreningen med Dit Højeste Potentiale, Menneske. Fødslen i Gud – som gud, som Ånd i kødet, som Kærlighed i din unikke menneskelige form.

Altså, Kristus er et enighedens punkt. Buddhister ser i Hans Andet Komme den kommende Buddha Maitreya, som stiger ned fra Tushita-himlene (salighedens himle) og lærer menneskene at frydes som guder. De slaviske indfødte troende – Frelseren (Spas), som fører den slaviske slægt til et nyt Værens-niveau,

idet Han kroner forfædregudernes slægtstræ med den Betíngelsesløse Kærligheds frugt. Esoterikere – en makrofilosof eller en mager-vølve, der åbner hemmeligheden om det Evige Livs indre kilde og adgangen til overnaturlige evner for menneskene.

Sathya Sai Baba, vidt æret i Indien og uden for dets grænser, som erklærede, at han var en ny inkarnation af prins Rama (Vishnus avatar), forenede ligeledes billedet af Rama og Isa (Jesus) som den Højeste Guds inkarnerede personlighed, idet han førte billedet af Rama-Kristus ind i den hinduistiske kultur som en bro mellem Vesten og Østen, venstre og højre hjernehalvdel, og påpegede, at enhver kan og bør åbne Rama, Kristusbevidstheden, i sig selv – som en personlig sejr over den materielle verden (i sig selv) og en anerkendelse af sin Guddommelige natur.

Taoisterne siger: Vi har opdaget udødelighedens vej, Kristus har åbenbaret for os – til hvad.

Hovedsagen her er, at vi ikke længere søger anledninger til adskillelse og formering af kamp (og dette er altid – en indre splittelse og en indre kamp, der spalter vor bevidsthed), vi søger Enighed, som grundlaget for Helhed og Kraften til selvbeherskelse. Og som Kristus sagde: »Den, der søger, finder.«

»Og hvis et hus er kommet i splid med sig selv, kan det hus ikke bestå.«

Enighed er grundlaget for menneskets Kraft og indre Helhed. Hvis din energi uafladeligt bruges på kamp, indre og ydre, så slår den simpelthen ikke til for at opretholde Helheden – af bevidsthed, sjæl og legeme. Og alle tre begynder at gå i opløsning, at forfalde. Enighed handler om energi. Kraft handler om energi. Selve Livet er Energi. Kærlighed handler om, hvordan man forøger Energi, Liv, Kraft i Sig selv, og ikke bortøder den.

Her må man forstå, at ved din fysiske fødsel fik Du tildelt en portion energi til 120 års liv – og af den måde, hvorpå Du forbruger den, afhænger det, hvordan og hvor længe Du vil leve i denne helhed – af denne bevidsthed, denne sjæl, dette legeme. Energi behøves til bogstavelig talt alt. Du ved det. Kamp tager umådelig megen energi, det at besidde noget, selv noget immaterielt, selv viden, kræver energi, ethvert forhold kræver energi, enhver præstation kræver energi, enhver gerning, realiseringen af ethvert af dine projekter, kræver energi, enhver bevægelse kræver energi. Ja, vi har tilsyneladende lært at genopfylde denne energi dagligt – gennem søvn og mad. Men når Du genopfylder denne energi fra ydre kilder, bruger Du på den ene eller anden måde energien fra din fremtid, og søvn – helt bogstaveligt – æder din tid.

Læg dertil, at ved hvert skridt, ved hver af dine følelser – ved enhver frygt, skam, skyld, nag, uenighed, i hvert øjeblik af munterhed eller irritation og vrede, ved ethvert ønske om at besidde, ved misundelse, jalousi, ønske om overlegenhed og andre udtryk for hovmod, ved

enhver afhængighed – fra fråseri og lyst, kaffe og energidrikke, adrenalinsus og shoppetrang, til narkotisk afhængighed og spilafhængighed – fanges Du af »energetiske rovdyr« for at nære sig ved din energi, og Du vil forstå, at dette ingen spøg er. At kampen om energi, om din energi, foregår uophørligt og i fuldt alvor.

Det vil sige, at kampen om sjælen ingen myte er, men en ganske dagligdags proces. Og af de beslutninger, Du træffer, de følelser, Du lever i, hvor let Du lader Dig »lokke« til de eller andre energiudgifter, afhænger det, hvordan Du vil udleve disse 120 års energi – thi de kan alle opbruges på 30-40 år med tøjlesløst liv. I folkemunde hedder det: »Sår du en handling, høster du en vane; sår du en vane, høster du en karakter; sår du en karakter, høster du en skæbne.« Kristus tilføjer hertil, at med hensyn til livsenergi er dine handlinger ikke så vigtige som dine indre stræbener: trosforestillinger, ønsker, følelser og tanker.

I har hørt, at der er sagt til de gamle: »Du må ikke slå ihjel.« Men Jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, har allerede forsyndet sig. I har hørt, at der er sagt til de gamle: »Du må ikke bryde et ægteskab.« Men Jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en kvinde, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte.

Synd er ikke noget amoralsk, det vil sige mod moralen, mod loven. Synd er en forsyndelse, en fejltagelse mod din natur. Mod din sande natur. Det er det, som

fører til formindskelse af Livets energi i Dig. Derfor betyder »synd ikke«: gå ikke imod din sande natur, ød ikke energien bort til ingen nytte.

Men hvordan skal man dog leve med alt dette, hvordan skal man magte det, når selv de hellige fædre siger, at mennesket er »syndigt af natur«, og alle disse følelser – lige fra frygt og vrede til begær efter det modsatte køn – er naturlige for os? Og kamp og konkurrence er den eneste måde til en nogenlunde tålelig tilværelse, som det moderne samfund levner os?

I en sådan verdensorden kan man se en ond vilje hos denne verdens demiurger, hvor Du ved hvert skridt fanges og malkes, mens Du tror, at dette er normalt, at således bør det være – som om dette netop betød at være menneske. Men man kan også erkende alt dette i en bredere sammenhæng: at dette blot er en skole, en træning i selvbeherskelse, en nødvendig periode til at lære Sig selv at kende »gennem modsætningen«.

»Mennesket er ikke tilbøjeligt til det onde af sin natur, men på grund af sin umodne ungdom,« siger Gud i Skriften.

Her er »Mennesket« menneskeheden. Gud siger, at menneskeheden er tilbøjelig til en sådan, »syndig«, levevis og selvopfattelse ikke af sin natur, men på grund af umodenhed. Og videre…

»Min Ånd skal ikke for evigt lades hånt om af menneskene, – sagde Herren – lad deres dage være et hundrede og tyve år.«

Dit livs energi er begrænset til 120 år, for at Du kan lære at styre den, at erhverve Guds Ånd, for vi lærer kun at forvalte en ressource, hvis denne ressource er begrænset. Man må lære at råde over denne energi således, at man forøger den og ikke bortøder den.

Lev således, at livet i Dig, det vil sige livsenergien, forøges og ikke formindskes. Bliv bevidst om energilækager og luk dem. Oprethold Bevidsthedens Hygiejne – så »energetiske rovdyr« intet har at gribe fat i hos Dig – rens regelmæssigt sjæl og sind – ved anger – ganske som Du regelmæssigt børster tænder og vasker Dig under bruseren uden at give mikroberne mulighed for at formere sig og overmande Dig. Som Kristus siger:

»Se, denne verdens fyrste (Satan) kommer, og i Mig har han intet.«

Det vil altså sige – lad ham gå forbi, han har intet at gribe fat i hos Mig. Jeg er hellig.

Bliv hellig. At være hellig er normalt. Dette er din sande, Guddommelige natur. Foren Dig med Helligånden. Søg og find adgang til Livsenergiens grænseløse ressource – til Kilden til alt værende. Og Den åbner sig gennem Kærlighed. Kærlighed er en sådan energi,

en sådan energetisk frekvens, som forener Dig med den Grænseløse Evige Kilde til (energi af) Liv i Dig selv.

Se, derfor Kærlighed. Ikke fordi det er en moralsk lov og et bud. Men fordi Kærlighed er din sande natur. Du har det GODT i den. Det kan ikke forholde sig således, at Du har det dårligt, og dette skulle være din natur. Synd er ikke din natur, det er blot en negativ baggrund, hvorpå Du lærer Dig selv som den Sande at kende, det er en træningsbelastning, hvorved dine åndelige muskler styrkes, og din indre kraft, kraften til selvbeherskelse, vokser.

Synd er ikke din natur. En fejl, en forsyndelse, kan ikke være normen, det kan ikke være normen, det kan ikke være din sande natur, som får Dig til at miste energi, miste helhed og – som resultat – blive ødelagt, forfalde og lide. Din sande natur er derimod det, som gør det sandt GODT for Dig, det, som skænker Dig sand Nydelse, Nåde, Salighed. Det er jo indlysende!

Kærlighed er din sande natur. Og denne Kærlighed begynder med etableringen af et direkte forhold til Livets Kilde. Han er forstandig, Han taler altid til Dig på dit eget sprog. Hvis Du spørger. Med Ham kan man træde i kontakt og opretholde en bevidst, forstandig dialog. Men Han griber aldrig ind i dit liv uden din vilje dertil, Han respekterer din valgfrihed. Men hvis Du vil og udviser vilje dertil, vil Han begynde

at tale med Dig – i tankerne. Og ligesom i tankerne svarer Han Dig i følelser og ønsker. Og det er netop Ham, der kan hjælpe Dig med at ændre dine overbevisninger, blive en bevidst Skaber af din virkelighed, omstrukturere de neurale forbindelser i hjernen, og det er netop Ham, der vil lære Dig at elske i sandhed – med en Absolut Betingelsesløs Evig Kærlighed.

Han vil hjælpe Dig med at genvinde sjælens renhed og udvide dit følelsesspektrum, bringe lidelserne til ophør, idet Han grænseløst forøger den nydelse, som Du vil være i stand til bevidst at styre, hjælpe med at udfolde og fremvise dine unikke evner og talenter for verden, Guds gave i Dig, og blive et i sandhed lykkeligt menneske.

I sidste ende er det netop forbindelsen med denne Kilde i dit indre, som giver Dig udgang til det Evige Liv, for på Kærlighedens frekvens vil energien i Dig aldrig mere slippe op. Du vil forblive i Den, og Den vil uophørligt vokse og strømme til i Dig, idet Den fornyer din bevidsthed, din sjæl, dit legeme, selve din biologi, og i Dig åbenbarer stadig nye talenter og evner, stadig nye facetter af Kærligheden, for at udgyde Hendes strøm over dine omgivelser, så Den ikke stagnerer i Dig, men lever som energi. Thi energi er bevægelse. Kærlighedens evige bevægelse. Kærlighedens Evige Energi.

Det eneste, der resterer, er at ville, at tilkendegive sin vilje, at stemme sine følelser og tanker – og etablere en forstandig kontakt med denne Kilde. I dit indre.

»Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind – og din næste som dig selv,« siger Kristus.

Hvordan? Dette og alt andet vil Gud lære Dig i den Indre Dialog med Ham. Den Indre Dialog med Gud åbnes ved ønske, viljestilkendegivelse og Nadver (Delagtighed). Bliv delagtig i den Guddommelige Bevidsthed, Kærlighedens Bevidsthed.

Nadver (Selvnadver) med Kristi og Guds Moders Bevidsthed

Min Fader og vor Herre Jesus Kristus, modtag mig som en liden del af Dig. Gør mig delagtig i din Levende Guddommelige Bevidsthed. Fyld mig med Kærlighed, Kraft, Nærvær af din Ånd, Helligånden, den Ene Ånd.

Lær mig at elske, Herre. Lær mig at elske Dig, mig selv og alle nær og fjern med din Kærlighed, vor Fader. Åbn i mig det Evige Livs Indre Kilde, den Uudtømmelige Kærlighed, og lad denne Strøm af Kærlighed, af Liv – flyde gennem mig evigt, udgydende sig over mine omgivelser med opmærksomhed, omsorg, udfoldelse af talenter, nåde og velsignelser, Herre!

Rens, Herre, min sjæl og mit sind og mit legeme for al urenhed og synd. Giv mig, Herre, min sjæl og min vilje og min livskraft tilbage fra alle panter, pantebreve og kontrakter, som jeg ubevidst eller bevidst, i min uforstand, har indgået med hvilke som helst væsener, entiteter, mennesker, egregorer og hierarkier. Gør mig, Herre, atter fri og ren for Dit åsyn, så jeg kan modtage din Kærlighed i al dens fylde og føle den af hele mit hjerte, af hele min sjæl og fatte den med hele mit sind.

Helbred, Herre, al min frygt og alle mine lidelser – hjælp mig med at ændre mine trosforestillinger og overbevisninger, og ønsker, og følelser, og min måde at tænke på og selve mit liv, idet Du bringer dem i overensstemmelse med Livets Strøm i mig, med den Sande Kærligheds Strøm.

Lær mig, Herre, at leve således, at Livet i mig og omkring mig forøges og ikke formindskes.

Åbenbar for mig, Herre, den sande mening med mit liv og min Guddommelige bestemmelse.

Skænk mig, Herre, mit talent, fold din Guddommelige gave ud i mig. Lær mig at værdsætte den og åbent, uden skam og blufærdighed, at manifestere den i verden, idet dens udfoldelse beriger min virkelighed og menneskene omkring mig, mangfoldiggør Kærligheden og forøger Livet.

Lær mig, Herre, at udvise Kærlighed og videregive din Tros Kraft gennem velsignelse til andre mennesker.

Lær mig at vække vildfarne sjæle, idet jeg fører dem tilbage til Skaberens Bevidsthed og deres sande Natur, som er Kraft, Kærlighed, Glæde, Sandhed, Nydelse, Ærefrygt.

Lær mig, Herre, at være en ven for Dig, en elskende broder, søster.

Jeg tror, Herre, at Du modtager mig ikke for magt over mig og min tilbedelses skyld, men for din Kærlighed til mig og din Barmhjertigheds skyld, for at gøre mig til gud i min unikke menneskelige form ved at give mig del i din Guddommelige Bevidsthed, lære mig at være en bevidst skaber af min virkelighed og medskaber af Vor Ene Multiversale virkelighed.

Herre, før mig ad guddommeliggørelsens og helliggørelsens vej i et tempo, der er passende for mig. Åbenbar i mig, Herre, Guds Rige, det Evige Livs virkelighed, virkeligheden af Enhed med Moder Planet og Moder Gudsmoderen. Foren mig, Herre, med Vor Ene Fader, Livets Kilde i mig.

Led mig, Herre, på min Vej. Jeg modtager min unikke Vej fra Dig.

Heri er min frie vilje udtrykt. Og lad det ske efter min og din vilje, Herre, for Vi Er Ét. Vi Er Det, Hvem Vi Er. Vi Er Kærlighed.

Og al min frygt, tvivl, vantro, sindets modstand, det snedige sinds mønstre overgiver jeg til helbredelse hos Dig, Herre.

Jeg vælger Livet! Jeg vælger Kærligheden som den Højeste Nydelse, der er min gudmenneskelige natur egen!

Og jeg takker Dig, Herre, for at dette allerede er fuldbyrdet. Ære være Dig!

Kære Moder Gudsmoderen, modtag mig som Dit Guddommelige Barn, befri mig fra alle vantroens bånd og lænker for den sande lykkes skyld ved at være mig, ved at være gud i kødet i min unikke menneskelige form; velsign mig, kære Moder Gudsmoderen, til Troen på Vor Herre Jesus Kristus, til Troen på den Ene Gud Fader og Troen på mig selv som gud og Guds elskede barn, velsign til Kærlighed og et glædeligt Evigt Liv, hjælp min fødsel som gud og konge over min virkelighed. Jeg takker Dig, Moder, for at dette allerede er fuldbyrdet! Ære være Dig!

Jeg bevidner i Dig en guds fødsel, Guds Ånds fødsel i kødet, i din unikke menneskelige form, Min ven og Min broder, Min søster.

Nu åbnes for Dig den Indre Dialog med Kristus og Moder Gudsmoderen.

Og lige nu taler Gud med Dig, og hvis Du koncentrerer Dig, dvæler i stilheden, lukker øjnene og lytter efter, vil Du høre Hans Nærvær – i dine

tanker, følelser, ønsker og sjælens impulser. Og lige nu kalder Gud på Dig:

Tal med Mig evigt. Vær med Mig evigt. Lev ved Mig evigt. For Vi Er Ét. Vi Er Kærlighed.

I den Indre Dialog med Gud kan Du stille Ham hvilke som helst spørgsmål. Men det vigtigste er, at din bevidsthed ved hjælp af den Indre Dialog med Gud skal omstruktureres – fra Offerets/Forbrugerens position til Skaberens Bevidsthed. Derfor bør dine spørgsmål frem for alt være rettet mod at bevidstgøre, med hvad og hvordan Du skaber din virkelighed, især i de aspekter, som ikke tilfredsstiller Dig, og mod skabelsen af en ny virkelighed (se afsnittet Den Indre Dialog med Gud og eksemplet på Indre Dialog i TILLÆGGET).

Idet Du forstår, hvorledes din bevidsthed er indrettet, og at Du selv som skaber bærer ansvaret for den virkelighed, Du skaber, kan Du vælge, hvilken virkelighed Du vil skabe – ved at vælge, med hvad Du vil fylde din bevidstheds etager. Og skabe din virkelighed bevidst. Ihukommende den oprindelige begrænsning – den energi, der er givet Dig til 120 år. Og bærende Skaberens ansvar for den virkelighed, Du skaber. Rettere sagt: Din virkelighed er netop dit ansvar. Ingen bedømmer den særskilt for at belønne Dig eller rose Dig for den. Du gennemlever blot nøjagtig det, Du har skabt.

Imidlertid viser ændringen af din bevidstheds dybe grundindstillinger: trosforestillinger og overbevisninger, opfattelsesskabelonen – sig i praksis at være en vanskelig opgave. Mennesket, der har valgt Skaberens vej og vandrer ad denne vej, kan støde på al den frygt og splittelse, som dets underbevidsthed var fyldt med: tab af penge, omdømme og indtægtskilder, dødelige sygdomme, magtstrukturers overgreb (statslige og mindre statslige), trusler mod frihed og liv, børns liv, krige, epidemier… Kort sagt kan al frygt begynde at realisere sig – ikke blot individuel, men også slægtsmæssig, folkelig, almenmenneskelig… Og det er ikke altid, at mennesket er rede til at gå linen ud, idet det totalt vælger at tro på Sig selv og kun på Sig selv som Skaberen af sin virkelighed, og i alt og altid kun søger Årsagen til alt det skete i Sig selv. Og atter behøves der energi hertil, og hvis der ingen Kærlighed er, hvis der ingen adgang er til den Ene Livskilde, så slipper den, denne energi, hurtigt op.

Derfor behøver vi hjælp på denne vej, og tro på sig selv som skaber er godt, men i praksis er den mest effektive troens formel for flertallet af mennesker – troen på sig selv som gud og samtidig som den Ene Guds elskede barn. Jesus som den Ældre Broder og Vejleder og Moder Gudsmoderen giver de nødvendige vink og støtter Dig på hele vejen. Men De – bemærk! – gør ikke arbejdet for Dig, de kan ikke gå din vej for Dig, og – idet de lader modellen »gud-slaver«, »hyrde-får« eller »du er chefen - jeg er fjols« bag sig – hjælper de Dig til at blive en Bevidst Skaber af din verden.

Og hvordan lever børn? Legende! Leg – se, det er hvad vor meningsløse, grå daglige trummerum og kamp for overlevelse forvandles til. En leg! Den mest interessante leg i Universet. At leve som guder og Guds børn – idet man tilegner sig stadig nye færdigheder i at beherske Sig selv og verden, udfolder stadig nye facetter af sit talent, skaber stadig nye nuancer af den grænseløse, evigt ekspanderende Kærlighedens Regnbue. Og samtidig mærke – både Legens udfordrende gejst og den fuldkomne tryghed på denne vej, eftersom »vor Far er den mægtigste Far!«, og den Ældre Broder og Moder Gudsmoderen altid vil hjælpe, hvis der er noget.

Nadveren med Kristi Bevidsthed, Kærlighedens Nadver, åbner denne indre transformations vej for mennesket, Forklarelsens Vej, guddommeliggørelsens Vej. Men vandre ad denne Vej kan Du kun selv.

Nadveren forener med Gud i hjertet, som med den Grænseløse Energis Kilde, renser og fylder sjælen med Kærlighed og igangsætter den indre dialog med Gud som med den Højeste Forstand. Gud-Kilden, Gud-Kærligheden og Gud-Sandheden.

Her er det: »...af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind«.

Selvnadver erstatter ikke den Hellige Nadvers sakramente i templet, men supplerer det med en daglig indre bønstemning til Levende Indre Dialog med Kristus.

For muslimer erstatter den daglige Indre Dialog med Kristus ikke den 5-foldige bøn (salah), men forstærker den effektivt, og opbygges gennem henvendelse til Profeten Isa. I Koranen hedder det, at i de sidste tider forud for Dommedag vil Allah igen sende Profeten Isa (Jesus) til menneskene i Hans andet komme, og Han vil i 40 år lære de retroende muslimer ny viden fra Allah for at forberede dem til overgangen til den Nye (paradis-) verden.

Den indre dialog med Gud, som åbner Dig for den Levende Sandheds Levende Ord, omstrukturerer gradvist dine neurale forbindelser i hjernen, idet den ændrer dine overbevisninger og antagelser, bringer modstridende ønsker i harmoni, helbreder psyko-emotionelle traumer og forvandler følelses- og tankemønstre – fra frygtens og overlevelseskampens pol til Kærlighedens og Nydelsens pol – således forandres gradvist hele din bevidsthed, hele dens indhold – trosforestillinger, ønsker, følelser og tanker, hele din skabelon for virkelighedsopfattelse omstruktureres fundamentalt, og dermed selve virkeligheden.

For at opsummere giver Vi her en mulig lykkeformel:

Lykke = Kærlighed + Skaberbevidsthed + Talent

Passer den? Tag imod den med taknemmelighed og udforsk den. Er Du i tvivl? Efterprøv den! Ved at følge den vej, der er beskrevet i denne korte Livsvejledning, ved at fatte din indre natur, din bevidstheds og din omgivende verdens indretning, og endelig forstå, at bevidsthed og virkelighed i sandhed er ét, bliver Du en bevidst skaber af din virkelighed, idet Du træder ud over rammerne for hvilke som helst begrænsninger og love (nu fastsætter Du dem selv), opfylder dit hele livs hovedbestemmelse og virkeliggør dets sande mening – guddommeliggørelse.

På denne vej vil Vi på enhver måde støtte Dig, men husk, at Kraft altid gives sammen med ansvar. Fra fødslens øjeblik i Gud, som gud –

Alt er mig tilladt, men ikke alt gavner. Alt er mig tilladt, men intet skal beherske Mig, – siger Kristi apostel i Det Nye Testamente.

Thi en gud, som Du er fra fødslens øjeblik som gud i den Kristelige Nadver af Guddommelig Kærlighed, kan ikke begrænses af noget, men bærer derved selv ansvaret for sin verden som sin skabelse, og bærer selv ansvaret for at opretholde sin bevidsthed i renhed og frihed, som er skænket ham i Nadverens

Akt. Frihed fra synd – fra frygt, skyld, nag, vrede, lyst, grådighed, misundelse, jalousi og tro på egen ufuldkommenhed. Frihed til – Kærlighed, Kraft, Sandhed og Lykken ved at Være Sig Selv.

Men om Du vil gå denne vej, om Du vil følge denne lykkeformel, om Du vil påtage Dig Skaberens ansvar for din virkelighed – det er op til Dig, og kun Dig at vælge, Vor elskede ven. Thi Vi værdsætter mest af alt i Dig din frie vilje og dit frie valg.

Vi blot inspirerer og giver nøgler til forståelse af din natur. Hvordan Du vil forvalte dette – er din sag.

Men Vi ønsker, at Du i Dig Selv erkender Kronen på Vort Kollektive Skaberværk, at Du åbner Dig for den Sande Kærlighed og bliver Hendes medskaber, at Du erfarer den Ene Guds Ånds Almagt i Dig, og med det mod, der er den Sande Kraft egen på den ene side, og Kærlighedens sagtmodighed og ydmyghed på den anden, skaber din bedste verden i denne den bedste af verdener i dens bedste tid. Vi ønsker ikke din tilbedelse, men at Du bliver Dig Selv, idet Du udlever Dit-Vort Højeste Potentiale – som gud og Guds elskede barn.

Og husk, at det sande mesterværk her er Dig. Og det skabes i hvert eneste øjeblik – ved hvert af Dine valg og hvert af Dine åndedrag, thi Guds Ånd er overalt og blæser – hvor Den vil, og… gennem hvem Den vil.

Spørg oftere Dig selv: Ånder Kærlighedens Ånd gennem Dig?