SALME 74

1En Maskil af Asaf. Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evigt, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter? { [*se til Sl. 32, 1.] }

2Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.

3Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.

4Dine Fjender brøled i dit Samlingshus*, satte deres Tegn som Tegn deri. { [*dvs. Templet; samme Ord bruges i 2 Mos. 27, 21 o. a. St. om Åbenbaringsteltet og i Sl. 74, 8 i flertal om Synagogerne.] }

5Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.

6Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.

7På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.

8De tænkte: “Til Hobe udrydder vi dem!” De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.

9Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.

10Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?

11Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?

12Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.

13Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;

14du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;

15Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;

16din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,

17du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.

18Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!

19Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;

20se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.

21Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!

22Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af Dårer,

23lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!