SALME 57

1Til Sangmesteren. Al-tasjhet*. Af David. En Miktam**, da han flygtede ind i Hulen for Saul. { [*Musikudtryk af ukendt Betydning.] / [**se til Sl. 16, 1.] }

2Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, thi hos dig har min Sjæl søgt Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet over.

3Gud, den Højeste, påkalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig;

4han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed.

5Jeg må ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd.

6Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!

7Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. - Sela.

8Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig,

9vågn op, min Ære*! Harpe og Citer vågn op, jeg vil vække Morgenrøden. { [*dvs. Sjæl. Sl. 16, 9.] }

10Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd;

11thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne.

12Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!