JOB 12

1Så tog Job til Orde og svarede:

2“Ja, sandelig, I er de rette, med eder dør Visdommen ud!

3Også jeg har som I Forstand, står ikke tilbage for eder, hvo kender vel ikke sligt?

4Til Latter for Venner er den, der råbte til Gud og fik Svar. den retfærdige er til Latter.

5I Ulykke falder de fromme, den sorgløse spotter Faren, hans Fod står fast, mens Fristen varer*. { [*V. 4 f. er Teksten usikker.] }

6I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker Guds Vrede, den, der fører Gud i sin Hånd*. { [*dvs. hvis Gud er Sværdet.] }

7Spørg dog Kvæget, det skal lære dig, Himlens Fugle, de skal oplyse dig,

8se til Jorden, den skal lære dig lad Havets Fisk fortælle dig det!

9Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at HERRENS Hånd har skabt det;

10han holder alt levendes Sjæl i sin Hånd, alt Menneskekødets Ånd!

11Prøver ej Øret Ord, og smager ej Ganen Maden?

12Er Alderdom ét med Visdom, Dagenes Række med Indsigt?

13Hos ham* er der Visdom og Vælde, hos ham er der Råd og Indsigt. { [*dvs. Gud. Ordsp. 8, 14.] }

14Hvad han river ned, det bygges ej op, den, han lukker inde, kommer ej ud;

15han dæmmer for Vandet, og Tørke kommer, han slipper det løs, og det omvælter Jorden.

16Hos ham er der Kraft og Fasthed; den, der farer og fører vild, er hans Værk.

17Rådsherrer fører han nøgne bort, og Dommere gør han til Tåber;

18han løser, hvad Konger bandt, og binder dem Reb om Lænd;

19Præster fører han nøgne bort og styrter ældgamle Slægter;

20han røver de dygtige Mælet og tager de gamles Sans;

21han udøser Hån over Fyrster og løser de stærkes Bælte;

22han drager det skjulte frem af Mørket og bringer Mulmet for Lyset,

23gør Folkene store og lægger dem øde, udvider Folkeslags Grænser og fører dem atter bort;

24han tager Jordens Høvdingers Vid og lader dem rave i vejløst Øde;

25de famler i Mørke uden Lys og raver omkring som drukne.