ESAJAS 15

1Et udsagn om Moab. Ak, Ar lægges øde ved Nat, det er ude med Moab, Kir lægges øde ved Nat, det er ude med Moab.

2Dibons Datter går op på Høje for at græde, oppe på Nebo og Medeba jamrer Moab; hvert et Hoved er skaldet, alt skæg skåret af,

3på Gader og oppe på Tage bærer de Sæk, på Torvene jamrer de alle, opløst i Gråd.

4Hesjbon og El'ale skriger, det høres til Jahaz. Derfor skælver Moabs Lænder, dets Sjæl er i Vånde.

5Hjertet skriger i Moab, man flygter til Zoar, til Eglat-Sjelisjija. Ak, grædende stiger de op ad Luthits Skråning, undervejs til Horonajim opløfter de Jammerskrig;

6Nimrims Vande bliver Ødemarker, thi Græsset visner, Grønsværet svinder, Grønt er der ikke.

7Derfor slæber de Godset, de vandt, deres hengemte Ting over Vidjebækken.

8Ak, Nødråbet omspænder Moabs Land, dets Jamren når til Eglajim og Be'er-Elim;

9thi Dimons Vand er fuldt af Blod. Men jeg sender endnu mer over Dimon: en Løve over Moabs undslupne, Landets Rest.