HOSEAS 11

1Jeg fik Israel kær i hans Ungdom, fra Ægypten kaldte jeg min Søn.

2Jo mer jeg kaldte dem, des mere fjerned de sig fra mig; de ofrer til Ba'alerne, tænder for Billederne Offerild.

3Jeg lærte dog Efraim at gå og tog ham på Armen; de vidste ej, det var mig, der lægte dem.

4Jeg drog dem med Menneskesnore*, med Kærligheds Reb; jeg var dem som den, der løfter et Åg over Kæben**, jeg bøjed mig ned til ham og rakte ham Føde. { [*dvs. blidt.] / [**på et træt Arbejdsdyr.] }

5Han skal til Ægypten igen, have Assur til Konge, thi omvende sig vil de ikke.

6Sværdet skal rase i hans Byer, fortære hans Slåer og hærge i hans Fæstninger.

7Mit Folk, det hælder til Frafald fra mig, og råber man til det: “Op, op!” - står ingen op.

8Hvor kan jeg ofre dig, Efraim, lade dig, Israel, fare, ofre dig ligesom Adma, gøre dig som Zebojim? Mit Hjerte vender sig i mig, al min Medynk er vakt.

9Jeg fuldbyrder ikke min Harmglød, gør ej Efraim til intet igen. Thi Gud er jeg, ikke et Menneske, hellig udi din Midte, med Vredesglød kommer jeg ikke.

10HERREN skal de holde sig til, han brøler som Løven, ja brøler, og bævende kommer Sønner fra Havet,

11bævende som Fugle fra Ægypten, som Duer fra Assurs Land; jeg fører dem hjem til deres Huse, lyder det fra HERREN.