Hvilken slags verden ønsker vi til vores børn?

Det billede, vi bærer på

Forestil dig den verden, du gerne vil, at et barn skal arve. De fleste ser noget, der ligner dette: skove, der er levende, byer, der er stille nok til at høre fugle, og gader, hvor et barn kan gå uden frygt. Lad os tage året 2040 som et punkt ved horisonten. Det er hverken et løfte eller en prognose. Ingen ved, hvad det år bringer. Det er et billede, og et billede hjælper os med at vælge, hvilken vej vi går.

Denne artikel handler om den retning. Den siger ikke, at verden vil ændre sig inden en bestemt dato. Den inviterer dig til at stille et spørgsmål, der lyder stort, men viser sig at være personligt: Hvilken slags verden ønsker vi til vores børn, og hvad er én ting, jeg kan gøre for den i dag?

Levende skove, stille byer, trygge børn

Tag billedet en del ad gangen. Levende skove kommer først, fordi skove ligger tæt på vores åndedræt. Havene giver en meget stor del af jordens ilt, ofte anslået til omkring halvdelen. Resten kommer fra skove, græsarealer og andre planter. Hvert åndedrag, et barn tager, rummer lidt af det arbejde. En levende planet er ikke et abstrakt ønske. Det er luften i et barns lunger.

Stille byer kommer som nummer to. Stilhed er ikke kun fravær af støj. Det er et sted, hvor mennesker har tid til at lægge mærke til hinanden. Tryghed kommer som nummer tre. Det er det enkleste at sige og det sværeste at bygge. Mange mennesker mener, at et barn har det mere roligt dér, hvor de voksne holder øje ikke kun med deres egne børn, men med hinanden.

Hvor sådan en verden kommer fra

En verden som denne leveres ikke ved én beslutning på én dag. Den sættes sammen af små ting, som mennesker gør igen og igen: hvordan vi taler til en nabo, hvad vi takker for, hvor vi lægger vores opmærksomhed. Den verden bygges af det, vi gør hver dag.

Vi er omkring 8 milliarder på jorden. Hvilke som helst to mennesker deler cirka 99,9 procent af deres DNA, en udbredt oplysning fra genominstitutter. Luften er også fælles. Vinden blander hele tiden atmosfæren, så den luft, du trækker ind i dag, for ganske nylig kan have været over et andet kontinent. Et barn på den anden side af planeten og dit eget barn, din niece eller naboens dreng trækker vejret under én fælles himmel.

Her er et par små skridt at begynde med:

• Sig tak for dit åndedrag én gang om dagen.
• Tilbring ét roligt minut med et barn, væk fra skærme.
• Læg mærke til et træ på din gade, og stå ved siden af det et øjeblik.

Hvorfor begynde med taknemmelighed

Det er rimeligt at spørge, hvad et minuts vejrtrækning har med skove og børn at gøre. Ingenting, hvis vi forventer, at det planter træer. Noget, hvis vi spørger, hvad det gør for det menneske, der lever det. I et studie fra 2003 af Emmons og McCullough, udgivet i Journal of Personality and Social Psychology, fortalte mennesker, der regelmæssigt skrev ned, hvad de var taknemmelige for, oftere, at de havde det bedre, end kontrolgrupperne gjorde. Det er et beskedent resultat, og vi lover ikke mere, end det viser.

Mange mennesker tror, at taknemmelighed for åndedrættet langsomt bliver til omsorg for de steder, åndedrættet kommer fra. Det er ikke en bevist lov. Det er et håb og en rimelig grund til at prøve.

En verden til børn er en retning, ikke en prognose. Vi går mod den med det, vi gør i dag.